KOMBIT annoncerer dato for integration til Adgangsstyring under SKI 02.19

Senest 1. december 2018 skal leverandører på SKI 02.19 have klargjort deres løsninger, så de kan integrere til Støttesystemet Adgangsstyring for brugere.

Som en del af SKI 02.19 aftalen har SKI i samarbejde med KOMBIT defineret en række krav til snitflader og integrationer i forhold til de fælleskommunale systemer og rammearkitekturen. Aftalen betyder, at leverandører af ASP- og Cloud-SaaS Services er forpligtet til at klargøre deres løsninger, så de kan integrere til Støttesystemerne og Serviceplatformen inden for de tidsfrister, der meldes ud af KOMBIT. Krav til snitfladerne kan ses i SKI 02.19 udbudsmaterialet i ”Bilag F5 D2 Krav til snitflader”. Bilaget kan hentes her.

Adgangsstyring er første obligatoriske integration

KOMBIT kan nu melde en dato ud for den første obligatoriske integration, der omfatter Støttesystemet Adgangsstyring for brugere (snitflade "SKI-11 Modtag Token fra Context Handler"). Senest den 1. december 2018 skal leverandører af ASP- og Cloud-services således have klargjort deres løsninger, så de kan integrere til Støttesystemet Adgangsstyring for brugere. KOMBIT har allerede sat Støttesystemet Adgangsstyring for brugere i produktion til løsningerne Danmarks Adresse Register (DAR) og BBR og planlægger ibrugtagning til flere KOMBIT-løsninger i løbet af efteråret 2018.

Vejledning til leverandørerne

KOMBIT har udviklet en vejledning “Vejledning til Adgangsstyring for brugere”, som leverandørene kan downloade og støtte sig til i arbejdet med at klargøre deres løsninger til integrationen til Adgangsstyring for brugere. Den første version af vejledningen, der løbende opdateres, kan hentes her.

Opstartsmøder

For at støtte og forberede leverandørerne bedst muligt til opgaven med Adgangsstyring, afholder KOMBIT to identiske opstartsmøder i august. Målgruppen for opstartsmøderne er produktchefer og udviklere hos leverandører, der leverer løsninger under SKI 02.19 rammeaftalen.

Formålet med møderne er at give en grundig introduktion til den udviklingsopgave, som leverandørerne forventes at stå overfor. KOMBIT sender program ud til deltagerne medio august.

  • Opstartsmøde København, KOMBIT, Halfdansgade 8, Islands Brygge
    Mandag den 20. august kl. 9.00-12.
  • Opstartsmøde Århus, Scandic City, Østergade 10, Aarhus
    Mandag d. 27. august kl. 9.00-12.00

Hver leverandør kan stille med op til to deltagerer, og tilmelding skal ske senest den 5. august via mail kdi@kombit.dk med en af følgende tekster i emnet på mailen: “Tilmelding til opstartsmøde for SKI 2.19 leverandører – København” eller “Tilmelding til opstartsmøde for SKI 2.19 leverandører – Århus”.

Flere integrationer til Støttesystemerne følger

KOMBIT er i gang med at planlægge udrulningen af de øvrige obligatoriske integrationer under SKI 02.19 og vil senere melde datoer ud for de resterende Støttesystemer og Serviceplatformen. Status på udmeldingerne kan ses her.

Oversigt over releaseplaner

KOMBIT forventer at vedligeholde en oversigt over de releaseplaner, som leverandørerne indrapporterer i overensstemmelse med kravene i SKI 02.19 rammeaftalen. KOMBIT planlægger at gøre oversigten tilgængelig på sin hjemmeside.

Ydeligere information

Afklarende spørgsmål kan sendes til kdi@kombit.dk med følgnede tekst som emnet på mailen: “Adgangsstyring for brugere – SKI 2.19”.